Projekt til 7 mio. kr. skal sikre havn og by mod fremtidige stormfloder
I kølvandet på den voldsomme stormflod i oktober 2023 har Aabenraa Havn igangsat et omfattende projekt, der skal styrke højvandsbeskyttelsen af havnens arealer – og samtidig beskytte dele af Aabenraa by.
Mandag gik arbejdet i gang. Projektet omfatter etablering af spuns og dige fra Nyhavn langs Mellemvej og videre til Gl. Havn. Når arbejdet står færdigt, vil havnen være beskyttet op til kote 3 meter.
– Vi føler et stort ansvar for, at vi står stærkere, hvis – eller når – situationen gentager sig, siger bestyrelsesformand Erwin Andresen og forsætter:
– Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at gennemføre dette anlægsprojekt, som beskytter både havnens drift og byens tryghed i ekstreme vejrsituationer”
De faste installationer beskytter havnens bagland uden at begrænse den daglige drift. Samtidig betyder projektet, at beredskabets mobile watertubes fremover kan bruges andre steder i kommunen under krisesituationer.
Samlet investering: ca. 7 mio. kr.
Finansieringen er fordelt med 80 procent fra Aabenraa Havn og 20 procent fra Aabenraa Kommune – en fordeling, der afspejler, at projektet også giver en indirekte sikring af byen.
Når anlægget står færdigt, vil Aabenraa Havn have et varigt og driftssikkert værn mod fremtidige stormfloder – til gavn for både virksomheder, borgere og beredskab.
