Det første salt losses på Aabenraa Havn Syd

5. januar, 2026

Aabenraa Havn Syd er nu regionens saltlager

Aabenraa Havn Syd – det tidligere Enstedværk – har fået en ny rolle: Området er nu regionens centrale saltlager og bliver over de kommende år centrum for vejsaltforsyningen til både kommuner og Vejdirektoratet i Syd- og Midtjylland.

Området, som tidligere husede et af landets største kulkraftværker, har dermed fået nyt liv.

Ved den første losning i oktober blev der håndteret 25.000 tons vejsalt, som via det tidligere kraftværks transportbånd blev ført direkte ind i baglandet. Siden er der kommet endnu en sending.

Når vinteren sætter ind, og bilister trygt kan køre på saltede veje, er det altså salt, der begyndte sin rejse i Aabenraa.

Genanvendelsen af det tidligere kraftværksområde markerer en vigtig milepæl i udviklingen af Aabenraa Havn Syd, som havnen overtog i 2021.

Aktiviteten styrker Aabenraa Havns rolle som et centralt logistikknudepunkt. Netop den centrale placering, det effektive losseanlæg samt dybvandshavnen var afgørende parametre for, at SDK Shipping Aabenraa kunne få den endelige aftale i hus med importøren af saltet.

– Placeringen og logistikken omkring Aabenraa Havn har igen været et perfekt match. At det nu igen er lykkedes at tiltrække en ny spiller til Ensted, er sket gennem et stærkt samarbejde mellem Aabenraa Havn og SDK Shipping A/S – Aabenraa. At vi kan losse direkte fra skib til lager via det eksisterende transportbånd, sparer både tid og ressourcer og sikrer en hurtig afvikling af skibet, siger Steffen Esbensen.

Mere aktivitet på vej

Forud for aktiviteten har Aabenraa Havn etableret en plads med den rette asfaltbelægning. Her kan saltet ligge i al slags vejr – der dannes nemlig hurtigt en fast skorpe på de store bunker.

– Det er fantastisk at se, hvordan Ensted-anlægget igen kommer til sin ret, siger havnedirektør Henrik Thykjær.

– Hele området er oprindeligt bygget til bulk i stor skala, og med de eksisterende kraner og transportbånd har vi en infrastruktur, der egner sig perfekt til håndtering af salt og andre tørvarer. Det er et stærkt eksempel på, hvordan havnens kapacitet og fleksibilitet skaber værdi for hele regionen.

Med saltlageret kommer der nu så småt gang i baglandsarealerne på Aabenraa Havn Syd.

– Det her viser, at gamle anlæg kan få nyt liv – og at Aabenraa Havn fortsat udvikler sig som Sønderjyllands erhvervshavn, siger Henrik Thykjær og fortsætter:

– Det kan godt være, at det fra afstand ser lidt stille ud, men der er stor interesse for arealerne, og en stor del er allerede reserveret. Over de kommende år vil aktivitetsniveauet gradvist stige

Scroll to Top