Mibau Stema og Aabenraa Havn indgår historisk aftale

Mibau Stema, der er blandt de største leverandører af mineralske byggematerialer i Europa, udvider nu sit i forvejen betragtelige engagement på Aabenraa Havn. Virksomheden har nemlig underskrevet lejekontrakt på et større areal på Aabenraa Havn Syd (det tidligere Enstedværket). For Aabenraa Havn er kontraktindgåelsen med Mibau Stema den økonomisk største aftale i havnens historie.

Mibau Stema, der har ca. 500 medarbejdere fordelt i syv lande, ser gode fremtidsmuligheder i at udvide aktiviteterne på Aabenraa Havn.

– Vi er i forvejen meget tilfredse med vores samarbejde med Aabenraa Havn, der er Danmarks mest effektive bulkhavn. Når vi vurderer det fremtidige marked for råstoffer holdt op mod udbuddet af havnearealer, opnår vi en endnu stærkere position med yderligere arealer på Aabenraa Havn. Det skyldes kombinationen af havnens geografiske beliggenhed og muligheden for at anløbe med op til 18 meters dybgang. Det gør, at havnen er fremtidssikret til vores kommende skibe, siger Mibau Stemas managing director Denmark, Rolf Bonnichsen.

Strategisk beliggenhed

Det er dog ikke kun Mibau Stema i Danmark, som aftalen med Aabenraa Havn har afgørende betydning for. For som en af Europas førende råstofaktører er samarbejdet med Aabenraa Havn også vigtig for Mibau Stemas øvrige europæiske aktiviteter.

– Det er afgørende for os at være på forkant med udviklingen. Det er ikke kun det danske råstofmarked, der i fremtiden vil blive udfordret af råstofmangel. Det gælder hele Europa, hvor vi forventer en stigende efterspørgsel på råstoffer. Vores forsyningskæde kræver, at vi har styr på hele kæden fra vores stenbrud til de havne, der skal håndtere vores produkter. En udvidelse af Mibau Stemas aktiviteter på Aabenraa Havn er derfor ingenlunde tilfældigt, da havnens geografiske placering med nærhed til både Nordtyskland og Østersøen betyder, at vi herfra kan servicere et stort opland, forklarer adm. direktør for Mibau Stema, Claus Boisen.

Stor interesse for havnearealer

Også for Aabenraa Havn har den historiske aftale med Mibau Stema markant strategisk betydning, da aftalen styrker havnens position som en af Danmarks vigtigste råstofhavne.

– Aabenraa Havns bestyrelsen godkendte i foråret 2024 Udviklingsplan 2055, og aftalen med Mibau Stema ligger i direkte forlængelse af ambitionerne i havnens udviklingsplan. På Aabenraa Havn Syd har vi unikke faciliteter til at håndtere bulkprodukter. Dem skal vi udnytte til at styrke vores position som en af Danmarks førende bulkhavne, siger bestyrelsesformand for Aabenraa Havn, Erwin Andresen.

Generelt oplever Aabenraa Havn stigende efterspørgsel på de attraktive havnearealer.

– Vores aftale med Mibau Stema er den økonomiske mest betydende aftale, som havnen hidtil har indgået. Men der er muligvis flere nye aftaler på vej, da vi i øjeblikket oplever stor interesse for at etablere sig på Aabenraa Havn. Flere aktører har fået øje på de unikke forhold på Aabenraa Havn, så fremtiden ser rigtig spændende ud – ikke kun for havnen men også for Aabenraa og Sønderjylland, slutter direktør for Aabenraa Havn, Henrik Thykjær.