Havnens betydning

Aabenraa Havn er lokal forankret – men internationalt forpligtet. Som en del af EU’s TEN-T netværk, Danmarks forsyningskæde og Sønderjyllands erhvervsliv, har havnen en særlig opgave: at sikre stabile forsyningslinjer, bæredygtige løsninger og en havn, der kan udvikle sig til gavn for både region, land og Europa.

EU: En havn i det europæiske transportnetværk (TEN-T)

Aabenraa Havn indgår i TEN-T, EU’s overordnede netværk for havne og infrastruktur. Netværket blev senest revideret i 2023/24, hvor Europa-Kommissionen og Trafikstyrelsen igen udpegede Aabenraa som en havn med strategisk betydning.

Formålet med TEN-T er at sikre effektive transportkorridorer, styrke forsyningssikkerheden og understøtte den grønne omstilling på tværs af EU.

For Aabenraa betyder det, at havnen planlægges som et internationalt knudepunkt – ikke kun ud fra lokale hensyn. Vores rolle er særlig stærk inden for bulk, projektgods og forbindelsen til den voksende energiinfrastruktur i Syddanmark.

Danmark: En del af den nationale forsyningskæde

Over 75 % af alle varer til Danmark ankommer via søvejen. Derfor er erhvervshavne som Aabenraa afgørende for forsyningssikkerhed, eksport og adgang til markeder.

Planlægningen sker inden for rammerne af Havneloven og de nationale interesser, hvor staten prioriterer havne, der understøtter handel, beredskab og sammenhængskraft mellem landsdelene.

Du kan læse mere om de nationale interesser her.

Regionen: Råvarer, arbejdspladser og hverdagens infrastruktur

På regionalt plan fungerer Aabenraa Havn som bindeled for landbrug, byggeri, energi og industri. Uden havnens forsyningslinjer ville råstoffer, foder og materialer skulle fragtes langt længere ad vejene – med markant højere omkostninger, større CO₂-udledning og lavere forsyningssikkerhed.

Havnen bidrager samtidig til lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og sammenhængskraft – og er et vigtigt fundament under den virkelighed, som sønderjyder møder hver dag: varme i rørene, asfalt på vejene og varer på hylderne.

Scroll to Top